Jeg har en super knap på mit internet. Det er et lille program der hedder stumble-upon som kan få en rundt på en masse sider man ellers ikke ville finde. En dag stumblede jeg hen på Denne her side. Det skulle da prøves, så Google kom i brug for at konvertere mål og vægt til noget vi kunne forstå og resultatet blev ganske godt.
Jeg vil godt starte med at undskylde for kvaliteten af billederne. Vores kamera er i stykker så jeg har, måtte bruge min mobil som har et utrolig dårligt kamera. Øv. Men forhåbentligt vil vi med tiden få bedre billeder her på bloggen. Der er desværre bare ingen penge der står kamera på for tiden, da vi er ved at spare op til en tur til London. Og på en SU er det lidt af et projekt, men sådan er det. Har jo selv valgt at gøre mig klogere ikke rigere.
KANELBRØD
Måske vi skulle have brugt et større fad? |
6,5 dl mel (+ 2 spsk. Til udrulning)
0,5 dl sukker
2 ¼ tsk. tørgær
½ tsk salt
56,5 gr. Smør
0,7 dl mælk
0,5 dl vand
2 æg
1 tsk vanilleekstrakt
Bland 6 dl. Mel, sukker, tørgær og salt i en skål. Pisk æggene i en kop. Smelt smørret i mælken og tilsæt så vand og vanilleekstrakt. Når det er fingerlunt blandes det med melblandingen.
Der mærkes på temperaturen |
Tilsæt æggene og arbejd dejen sammen. Tilsæt resten af melet og rør i ca. 2 min. Det er ret klistret men det skal det være.
Dæk dejen med film, her fik vi os en god snak om hvorfor det mon i grunden hedder film. For det ligner jo ikke en film. Men vi nåede frem til at det nok var fordi man sagde et tyndt lag hed en film. Nåmmen altså dæk dejen med film (af husholdningsracen) og læg et viskestykke over. Så skal den bare stå lunt og hygge sig i en time.
Punktér dejen med et par fingre og ælt 2 spsk. mel i. Dæk den til igen og lad den stå i 5 min. Imens laver du fyldet.
Fyld:
2,4 dl sukker
2 tsk. Kanel
½ tsk stødt muskatnød
56,5 gr. Smør
Smelt smørret i en gryde. Samtidig tager du en skål og blander sukker, kanel og muskat. Og så skal det bare vente til du er klar til at det skal bruges.
Tag en aflang bageform, en kort rugbrødsform eller lignende. Smør den med noget smør (ikke det du har smeltet) og drys med mel. Drys den af over vasken så ikke der sidder store klumper af mel på.
Nu skal dejen i aktion igen. Rul den ud på et melet bord til den har en størrelse der hedder ca. 20 x 50. Gå ikke i panik hvis den bliver lidt mindre, det er bare sådan nogle dage. Den skal være ca. ½ cm tyk.
Der rulles |
Tag nu en bagepensel og pensl dejen med det smeltede smør. Vi fik ikke brugt al smørret, men måske vi bare var for fedtede med det….Resultatet viste dog at det var en fin mængde vi havde brugt. Drys kanelsukker-blanding over dejen. Igen brugte vi ikke det hele kun ca. halvdelen af sukkeret, men det smager fint på havregrøden næste morgen.
Skær dejen i 6 lodrette striber, vi fik kun 5, og 6 vandrette. Opskriften siger man kan ligge de 6 striber ovenpå hinanden inden man skærer de vandrette. Vi tog dog den nemme løsning og skar den bare mens den lå fladt. Læg firkanterne ovenpå hinanden. Vi tog de lidt skæve hjørnestykker og lagde i mellem de pæne. Sæt firkanterne ned i formen så de står på rad og række lodret. Ligesom skiverne i en pakke toastbrød. Læg et viskestykke over og lad dem hæve 30-45 min.
Da vores havde hævet dryssede vi lige lidt af kanelsukkeret over, når nu der var så meget til overs.
Ind midt i ovnen på en rist ved 175 grader. Ovnen skal selvfølgelig være varm når den kommer i. Bag ’brødet’ i 30-35 minutter. Tag det så ud og lad det stå i formen i 20-30 minutter. Det dufter skønt og det kan være svært at vente. Når det har hvilet tager man en kniv og løsner brødet rundt i kanten. Så vipper man det over på et spækbræt og så over på serveringsfadet. Det vil gerne skille sig, men prøv at holde det lidt sammen. Og så er det bare at spise.
Det smager som en kæmpe kanelsnegl og vanillen i dejen giver en fin ekstra finesse. Og så er det lidt sjovt at det er i skiver fra starten. Man kunne sikkert også gå all in og smide noget glasur over, det ville det ikke blive dårligere af. Det var nemt at gå til og Tjalfe lavede det meste selv. Det blev lidt på slump med målene for de var lidt skæve efter omregningen til danske mål. Men det er helt sikkert noget vi vil lave igen. Skulle det ikke blive spise samme dag, kan det holde sig til næste dag. Men pak det endelig i en pose, for det bliver tørt ellers.
Tjalfes kommentar: 'Skriv at det smager super godt! Og at det var sjovt at lave' Han vil ikke tilføje mere, er jo stadig nyt med det her blog noget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar