lørdag den 29. december 2012

Arabiske frikadeller (eller julefrikadeller)





Så blev det efterår og dermed mere tid til hygge i køkkenet. Der er i den sidste tid blev mere fokus på børn i køkkenet og det kan vi jo kun være glade for. 

Vi har lavet nogle dejlig arabiske frikadeller, som I her får opskriften på. Opskriften er fra en bog vi har der hedder: ’Suveræne succeser’ af Sonja Bock og Tina Scheftelowitz. De blev lidt modificerede i fht. Opskriften, da vi ikke lige havde det hele på lager, men de blev rigtig gode og meget julede i smagen. Tjalfe fik spist en masse også dagen efter i madpakken og de var helt sikkert en hitter som skal laves igen.

Vi fik ca. 25-30 stk ud af portionen, men det kommer jo an på hvor store frikadeller man kan lide. Vi er til de små hapsere så derfor fik vi ret mange.

Ingredienser:
700 gr. Hakket oksekød (opskriften siger eller lammekød så det står jo frit for)
1 æg
1 mellem løg
1 tsk. Stødt kanel
1 tsk. Stødt spiskommen
1 tsk. Stødt allehånde
6 spsk. Hakket persille
1 drys cayenne
1 tsk. Salt
Olie til stegning
(derudover siger opskriften: 1 nip tørret mynte og 3 spsk. Hakket koriander)

Riv eller fin hak løget. Derefter klippes persille fint i et glas og hele molevitten blandes i en stor skål og æltes godt sammen. Så skal det hvile ½ time i køleskabet, når det har hvilet tændes for stegepanden på middelvarme og med en klat olie på. Når det føles varmt over med hånden, starter man med at forme frikadellerne. Dyp en spiseske i koldt vand, tag en klump fars på skeen og form den med skeen i håndfladen til en frikadelle i den størrelse man syntes er bedst. Læg den så på panden og steg 12-15 minutter i alt. Vend den undervejs så den får lige meget på alle sider.
Vi fik løse ris til og en bearnaise, men saucen skyldtes nu kun dovenskab. Det havde nok passet bedre med noget tomatsauce af en slags. Der udover fik vi nogle grønsager til. Bare sådan et udvalg fra pose.

Tjalfes kommentar:


Ingen kommentarer! De smagte altså godt, selvom de var lidt juleagtige.